Med flere knuste hjerter i faldskærmen, mange fortrudte opkald, i endnu en pinlig brandert. Med hvad der kan kaldes min del, af idioter, mænd der ikke var klar og de gængse misforståede kunstneriske personaer. Med 21 år på bagen, og et efterhånden skræmmende kendskab, til Århus byliv kan jeg som ung kvinde ikke benægte, at jeg har haft min del spænding. Jeg har siddet på kanten, af sofaen lørdag aften. Angst for hvorvidt min kæreste ville; A. hive en anden med hjem, B. Tage en form for stoffer og gøre mig ked af det eller C. Træde på mig, på en eller anden ny og opfindsom måde. Jeg troede det ville være sikkert, kedeligt på den gode måde når jeg fandt en ordentlig mand. En der kan fortælle mig, at jeg er dejlig. En mand der rent faktisk kan have et liv, uden at ryge ud i en form for misbrug. Jeg tog fejl, ligesom jeg så mange gange før har taget fejl. For det der sker, nu hvor jeg har noget der rent faktisk er værd at holde på, er langt mere skræmmende end nogen former for utroskab, eller dumhed jeg har mødt tidligere. Jeg kan miste ham der rent faktisk er værd at holde på, ham jeg græder over, ikke fordi han sårrer mig, men fordi jeg frygter ikke at være god nok. For jeg er ikke flot søndag morgen, druk dagen før eller ej. Ej heller, er jeg en pige der tilfredsstilles med samtaler om tøj, børn og indretning. Jeg vil hænge med gutterne, hvor vi snakker om fodbold og drikker store øl. Og dagen efter med tømmermænd, på størrelse med mine designer solbriller, sidde med sushi og småsnobberi på den nærmeste cafe, blot for at snakke om flotte mænd og haremsbukser.

Sådan er jeg gået igennem tre stadier, de sidste tre-fire måneder. Første tid, var jeg klar over hvor vidtfavnende jeg var, det var en fordel og noget jeg på mange måder fremhævede ved lejligheder. Man må vel vise sig fra sin mest fleksible side. Der efter blev jeg klar over hvad han muligvis var for en, panikken ville ingen ende tage. For jo mere jeg vidste om ham, jo mere vidste jeg, om hvilke piger han tidligere havde søgt/været forelsket i. Komplette modsætninger af den pige der spillede luftguitar på Billa og sparkede surfere bagi. Jeg skruede kraftigt ned for den prøvede pige, med hang til druk og sport på storskærm. Med et resultat, jo mere jeg filede negle og smilede unden grund. Jo mere voksede bodegabrølet inde i mig. Jeg endte som et sprængt lig, midt i Århus, der ærligt måtte indrømme tredje stadie. Det her er en rodebutik, med alt fra; heftig PMS og foragt for flotte piger, til friskbagte boller, kæmpe overskud, uendelig dedikering til ham. Selv når fodvorter og andre skavanker tager charmen af. Med andre ord. Det er ikke lige ud af landevejen, selvom jeg har fundet en, en jeg er klar over er det bedste der er sket længe. Og så laver man en aftale, du bærer over med mig og mine flip, jeg lover at gøre det godt igen. Og at jeg altid vil hive dig ind, altid være en kælling for at beskytte vores forhold og være ærlig når du er til grin. Til gengæld skal du så love, at du vil holde min hånd gennem hormoner, corny film og holde mit hår når jeg er bodega fuld. Hvorfor alt det besvær? Fordi det ikke er let at være to, vi kan bare ikke lade være. Og så er han jo den dejligste mand, min giraf. Min kæreste ven med mere, og forhåbentlig meget mere tid.

Jeg har drømt om dig så længe, at det næsten gør ondt, når jeg rør dig. I en verden der er virkelig. En verden der er din, min og alle andres lille grå hverdagsverden. Måske kender vi hinanden bedre, end vi ved og tør kendes ved. Måske er vi faktisk de mest heldige, i smilets regnvåde by. Jeg ved ikke om vi holder i hånden, næste sommer. Men når jeg ser dig i øjnene, er der noget, som fortæller mig at vi to har lov ret til at betræde græsset. For når damerne spænder fødderne ind i stejle stiletter, og mændene for 17 gang kamfriserer fritsen inden nattens udskejelser. Der går vi to sammen hjem, for endnu en gang at sidde og digte historier, om eksotiske dyr og hænder der har eget liv. Jeg vil fortælle dig løgnehistorier, bygge kasteller i luften. Og du vil holde om mig i mørket, hvor alt andet er væk. Kun dit smil står som bøjet i neon, over nattehimlen. Jeg lover dig, at komme med blomster i tide, hvis du lover at mine øjne er pæneste i dag, i morgen og måske i overmorgen.

Jeg befinder mig som mange andre unge, i den hyggelige men farlige tid på året, også kaldet læseferie. Den tid på året, hvor man glemmer hverdag og tidslig nattesøvn. Til fordel for kaffe, cigaretter, billige øl. Og for nogen af de ekstra vilde, en omgang tilfældig sex, på ikea købte lagener. Jeg er efterhånden klar over, at eksamens præstationer består af lige så store dele fake og charme, som faktisk viden. Det generer mig ikke, jeg har middel store tænder og med lidt make up, kan min eksamensblege hud sikkert kamufleres net. Jeg burde tage noter til Hitlers magtovertagelse, jeg burde sove og være klar til eksamensprojekt aflevering og et eller andet sted, burde jeg nok have støvsuget i dag. Men i stedet har jeg ordnet negle, drukket flere liter vand, bemærket hvordan mit hjerte slår lidt hurtigere for tiden og undret mig over hvorfor det er vigtigt hvorvidt vasketøjskurven står på jorden, eller en stol. Mest af alt har jeg bare været glad, på trods af skægpest og jehovas vidner. Og hvis enden er god, på trods af den sene time. Så er det vel ok, at dagen ikke har være videre lærerig ..

Endnu en knap så formåls fuld, end sige indholdsrig dag er gået. I Århus ligger en stadig spæd niece, beskyttet af lås og nøglesystemer. Unden for fare, indenfor med forældre. I Silkeborg synger en farfar på sidste vers. Mæt af dage er han efterhånden den eneste overlevende af den pligtskyldige generation. De der husker de stille eksistenser. I København sidder en udvalgt skare, af gamle venner, på de præcis samme steder som for seks og fire år siden. De sidder forfrosne på toppen og ser ned på alle de andre, frygten nærmest lyser ud af deres øjne, angsten for at være gennemskuet og gennemsnitlig. Og i sengen, aller øverst oppe, der ligger jeg, alene. Mit blod flyder stille og roligt afsted i kroppen, som det hør og bør sig, og som det har gjort de sidste 21 år. Eftersom at vi to efterhånden er blevet os, taget i betragtning af at jeg endnu forbløffes, over hvor fantastisk du er. Ja når nu du er der, i Århus med dig selv og alle dine venner og verdner. Eftersom at jeg sveder mine tæer og smiler kronisk for tiden, synes jeg det er ret så heldigt. Herligt, vi fik lov, at få tidens medvind. Måske er det hele ligegyldigt om få uger, måske er vi bare utilpassede børn, der ender med at hoppe for højt. For derefter at lande hårdt på jorden, måske slår vi os på det. Måske kan vi lære ikke at frygte fremtiden, bare se os for, når vi skal over vejen.

Men når jeg ligger her i sengen, når du er i den anden ende af Østjylland. Så tænker jeg på dig, som det sidste, inden natlampen slukkes og dynelyden erstatter P2

Her en lille time inden første mandag i maj for alvor rinder ud, kan man foretage sig mange ting. Og der er sikkert mange, der i skrivende stund holder sig i gang med langt mere sindsoprivende ting, end den her små neurotiske tåkrummer. Der er par, der hånd i hånd slentrer gennem Paris boulevarder, helt ubekymrede for hvad fremtiden måtte bringe. For slet ikke at tale om fortiden. Min seks uger gamle niece, der sikkert og trygt ligger, forhåbentlig sovende i sengen. Helt uvidende om hvilken fremtid der ligger forude. Ligesom hendes forældre er det, men med en god familie i ryggen. Der er prostituerede, i København og Kiel. Der er par, som for femte, eller gud ved hvilken nat i træk falder i søvn. I hver sin side af sengen. Der er mig, med min snøvlede næse og hoste hals. Mig med min evige undren, har mine lår altid været så slaskede? Hvornår har mit hår sidst været så glansløst? Og er der i det hele taget noget, af det der indre skønhed…? Nå, jeg har da fået ordnet negle. Enten er jeg blevet gammel, eller også er det bare fordi min fantasi spiller mig et pus. Men det er bare som om, det med årene bliver vigtigere for mig, at være mig, frem for flot. Det er måske derfor jeg stolt konstaterer mit ufriserede hår, for ikke at tale om den manglende make up, mens jeg går gennem Magasin. Og så alligevel, for hvor er jeg på vej hen? Sådan stod jeg, i Magasins trikotageafdeling, med et par bøjler i hånden. Småforelsket i et par natkjoler til de sene aftner.

Jeg stod der, med mine begyndende ballet trin, forestillende, om hvad disse klæder ville gøre for mig. Da en kvinde på min alder, ja faktisk var hun af samme bygning som mig selv. Men på hendes bøjler hang i stedet den nyeste mormor kollektion, af den pureste bomuld. Det undrede mig en kende, til jeg så hendes kæreste komme ind og tage hende i hånden. Sådan stod de lidt, mens hun forklarede ham hvordan ekstra højtaljede trusser, giver en god støtte om slapt maveskind, efter graviditet. Om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige. Men en spæd bekymring bredte sig, tanken om en gang, ikke at gide gøre noget for sig selv, end sige en partner. Det slog mig, og jeg måtte gå ud af Magasin. For jeg kender de par, jeg kender også de singler faktisk. De der med tiden er stoppet med al form for anstrengelse, bare for at vise de lidt pænere sider frem. Set i lyset af al den undring burde jeg vel få min skønhedssøvn. Nok er jeg tryg i mit ucensurerede udseende men poser under øjnene mine damer og herrer, de har altså aldrig matched trenchcoat og drypnæse.

Timeglasset rinder snart ud, sommeren står for døren. Med blottede kvindelår, letsindige mænd og et hav af løse aftaler, på de unges vidtstrakte lagener. Kys der udveksles i Århus små gader, mænd der lover alt, for en nat. Men jeg synes bare vi skal gå videre, ud i din, min eller vores verden. Du behøver ikke holde mig i hånden, eller få alt til at smage af frugtstænger. Jeg er bare glad for dit smil og de der funky moves du buster på gulvet. Folk må gerne grine af os, det gør vi jo også selv. Det er da bedre, end at vi græder.

1. Verdenskrig ligger og hygger sig med Strunge i mig taske. Jeg er på vej hjem. Væk fra min by, mig partner in crime, Miss Århus. For min kvinde er forpestet, af rygter og trusler. Sløret til af det vi ikke kender, eller er bange for. Annagade blotter så småt sin sorte ryg, som jeg går ned af Ingerslev, en sidste bøn om at jeg vil blive. Men alt er forandret. Mit naive sind, min stædige tro på forår og forelskelser er på tilbagetog. Mit hjerte er sprængt som en flaske der blandes molotow coctail i, under endnu en demonstration, med højtråbende unge og blinde politikere. Jeg føler mig bar, fordi jeg altid tror på det bedste, fordi tilliden forsvinder, til det enkelte menneske som jeg tæller dagene mod den 4 maj. Jeg ved ikke hvad der sker omkring mig, jeg er ligeglad mens insisterende rapmusik hamrer gennem mine øregange. Jeg ved ikke hvad Århus laver i nat, jeg ved bare hun er mig utro, igen. Sælger sin sjæl og de flotte facader for en slik, et pust af en ekstremistisk ungdomsånd.

Og tilbage sidder jeg, bagud med alt, lige fra sommergarderoben til bøger der samler støv, på hylden. Alt står og venter på mig, rundt om hvert hjørne er der folk, som skal hilses på. Jeg ser dem ikke, for jeg er væk fra byen. Jeg sidder bare i vinduet og drømmer om dig, om mig. Om dengang og en kort stund, om lige om lidt. Jeg spørger mig selv, om fuglende altid flyver lavere på landet. Bestemmer mig for at dit smil må være det mest smilende, af alle. Mit blik falder på Strunge der nu samler støv, i den outdatede sommergarderobe, som et lille provokerende barn. Jeg ignorerer ham, komplet. Jeg hopper ned af vindueskarmen, rækker tunge af bunkerne, hopper i en kjole og forsvinder ud af døren. I fiktivt følgeskab af dig, synger jeg en sang og smiler lidt over det der sker over alt på kloden.

Jeg retter lidt på ryggen, knækker en finger eller to i håb om at finde på noget genialt. Mit blik falder på gulvet i den tro på at der vil ske noget fantastisk. Tro. Jeg troede en gang at fremtiden var et gymnasie, en universitets uddannelse og så videre i tosomhedens trygge kår. I Holte. Jeg blev klogere. I sommers troede jeg, at rappere ingen fingre havde og at min tilsyneladende fjendtlighed overfor verden var en bonus. Men jeg måtte tro om. Som ung blond barbie teenager troede jeg, at udseende var noget man skulle bruge til at skjule ens sande jeg. Det var ualmindeligt dumdristigt. I går troede jeg, min sengetid var fastlagt til kl 23:00, jeg blev igen klogere. Jeg troede hele min barndom, at min far kunne klare hele verden for mig, at han alene kunne banke alle de onde. Jeg har delt et par øretæver ud selv, siden. Jeg tror i morgen bliver en fredag. Lur mig om jeg tager fejl

Århus - Min kvinde og by gennem mange år. Jeg er ikke træt af dig, træt af mig. Jeg er bare træt af os. Vi er som et gammelt ægtepar der har set TV2 Charlie for mange gange, efterhånden er det som om programmerne bare er en reprise, af noget allerede set før. Du er kommet mig for trang og snæver. Din kendskab til mig og mine fejltrin irriterer mig, som jeg slentrer op af Jægergårdsgade. Måden du viderefører mine skavanker, let båret på sladderens vinger mod hvem end der måtte have ørene slået ud, for endnu en gang at gøre en fuld nat til fem høns. Du kan give mig det smukkeste solskind og håb på nye horisonter forude, kun for et splitsekund efter, at springe ud i regnevejr og x kærester på hvert et hjørne. Aldrig så snart har jeg lettet mig af sengen, trådt ud på gaden i min nyeste sommerkjole, før end du får det ødelagt med kold blæst, der hvirvler om mine ben, som onde rygter i byen. Du er for snæver til mig, vi rummer ikke hinanden længere og jeg ser alle dine fejl, dine forfaldne bygninger. Jeg får ondt i røven af sæderne i bussen, ondt i hjertet af endnu en gang at måtte se de samme hjemløse vælte sanseløst fulde rundt, nede ved åen.

Solen falder gennem vinduet, ind på mine nyvaskede arme. Sådan sidder jeg helt stille og blød, i sofaen mens jeg tænker på dig. På dine måder, mig og alle mine metoder. Alle mine forsøg på at virke smart, altid rettidig med mine kvikke bemærkninger. Gang på gang har jeg ladet mine øjne falde på det hvide, ligegyldige og frem for alt intetsigende loft. Bare for ikke at kigge på dig, i endnu hundredvis af minutter.Vi kan sikkert klare den lige så godt som alle andre. Men når det kribler i mine fingre for at skrive, når min sjæl krænger sig ud gennem ord og retoriske færdigheder, der svinder min fingerfletningsstyrke søde. Du må meget undskylde mit til tider fjerne blik, det tvivlende engagement i dig. For mens skærmen kaster blåligt lys, på mit ansigt fyldes jeg af min altid reelle dedikering til dit smil.  Jeg kan lukke ord ud i evigheder, trætte dig med ideer og historier om de varme lande. Det er ikke fordi jeg ikke vil se underholdningsprogrammer i prime time. Jeg skal bare lige vinde verdens kærlighed, giv mig din og jeg vil vende tilbage, fra girafsafari og fortælle dig om Burmas piger. Let på tå.  Andre dage har jeg slet ikke lyst til at gå ud i verden, jeg vil bare ligge her og tænke, på dig. Og mig. Det er til tider, som om vores tid allerede nu er talt, og jeg tør næsten ikke bevæge mig, håber bare på at vi kan bedrage tiden. Mens vi stjæler et kvarter, en tidlig lørdag morgen. Du kan kigge på mig. Det er som om hele meningen med livet er her, at vi to skal ligge her, ligge og kigge på hinanden.