Kender i det, at man får lyst til igen at være 17 år og naiv?

Der ville være Coca Cola, og resterne af en Kims Chips i en pose.
Jeg ville sidde med stjerner i øjnene, holde dig i hånden og tro på rød politiks evne til at ændre verden.
Du ville rode i min pladesamling, og sætte en Bob Dylan LP på. Hurtig ville snakken falde på, hvordan de den gang havde noget at kæmpe for. Dengang de troede på noget.
Du ville kigge på mig, og hele verden ville snurre rundt, og der mellem atomkraft nej tak plakaten, mine all stars sko og partisaner tørklæder ville mit hjerte stoppe et slag eller to, mens du kyssede mig.
Vi ville sidde der, helt stive i vores hormon rasende kroppe. Bange for at den mindste bevægelse, ville ende kysset.
Vi ville slide klicheer op, skrive digte til hinanden og mene det, gå til demonstrationer og tro på det vi kæmpede for.
Du ville ringe til mine forældres telefon, og vi ville snakke i timer, der føltes som minutter.
Tiden ville gå, du ville gå en vej, og jeg ville søge større byer, skrive mere mørke tekster.
En dag ville vi indse, at de børn vi var ikke længere boede i os, men var vokset op og fra hinanden.
Mine stjerner ville ikke længere lyse for dig, og dine værdier. Og du ville ikke længere sætte pris på mine tekster, og mit moralske fordærv.
Fra den ene dag, til den anden ville det være forbi mellem os.
Du ville hente dine cd’er med Pink Floyd, og i samme ombæring aflevere min tandbørste og et par bøger du havde lånt.
Vi ville love hinanden, at forblive venner. Men et år senere ville kontakten være droppet.
Jeg ville være meldt ind i Konservativ Ungdom, og du flyttet til Indien, i håbet om at finde dig selv.
Og vi ville ikke ved første øjekast kende hinanden, hvis vi mødtes på gaden.
Jeg i min desiger frakke, arm i arm med en CBS studerende mand og min Mulberry taske.
Du med dine hør bukser, rulselv smøger og skægstubbe fra sidste barbering.
Vi ville give et forsigtig knus, jeg ville præsentere dig som en gammel ven.
Og efter en hurtig, høflig samtale ville vi skilles med ordene “vi ses jo nok igen”

Jeg kan pladre om hvordan det er, når mennesker gilder ind og ud af hinandens liv. Men det gider jeg ikke
Så jeg vil skrive en “Til Puk pt. 2″.

Årene flyver forbi, hjerter knuses og nye forelskelser opstår. En fugl er vendt hjem fra træk.
Hun er tilbage, her i smilets by, hvor mænd hvisker brugte løgne i dit øre, og du endnu en gang falder for dem.
Palietterne og neon farverne er med tiden skiftet ud, til fordel for blæk i huden.
Og som hendes malede øjne, fortæller fuglene på hendes krop historier, til den der vil lytte.
Hun er ikke længere den birdie de tog for givet, hun er meget mere end de selv kunne nå.
Som det dukkebarn hun er, danser hun stadig. Til tider som jeg selv, efter hjerter, der ikke banker for hende.
Jeg ville gerne være poetisk. For denne fugl fortjener vind, kun skabt af drømme, at flyve på.
Men årene har arret min naive tro på kærlighed, troskab og betingelsesløs kærlighed.
Så jeg kan ikke give hende de tekster, den ode der før troligt voksede i mig. For verden har slået os begge ned.
Som brændte børn, går vi begge videre, det stærkere og en anelse skræmte, dog vidende at vi kan rejse os igen.
Og at med hende under Århus himmel, kan de som i sangen ikke slå os ihjel.

Og så Til Puk pt. 1

Dukken danser på byens tage, i sin regnbuefarvede strutkjole.
Palietternes glitren slynger København ind, i et kalejdoskopisk farve inferno.
Hendes toner rammer mit hjerte, da hun synger om den kærlighed hun ikke selv opnår.
Hun er der på havnen og sender finger kys når de drager i krig.
Og når jeg er væk, vil hun stå som den smukkeste blomst ved min grav.
Hun vil altid være ved mig, for jeg giver ikke slip.
Hun skriger mod stjernerne i neonnattens mørke, og kaster et blik på ham hun elsker.
Mens han går hånd i hånd, med denne weekends sideknald.
Hun danser videre mod gåsetårnet, og ser to elskende ligge i kongenshave.
Hendes spiledåse bringer farver frem gennem melodier, der indhylder parret i deres kærligheds varme.
1,2. 1,2. Hun gadedrenge hopper let på tå gennem Vesterbro.
Hun trisser ind i en baggård, hvor fem katte står og spiler jazz på skraldespandene.
Og hun daner stille videre, ud i den stille tågede sommermorgen.
Hvor duggen får alle spindelvæv til, at ligne smukke diamant smykker.
Hun falder til ro, under et træ med min kærlighed i hånden, og sover til det igen er nat.

Jeg savner dit naive barnesind, de havblå øjne og abearmene.
Jeg forsikrede dig, at jeg altid ville synes, at du var den smukkeste i smilets by.
Men mit hjerte banker nu for mig, og du eksisterer nu kun i form af et svagt minde.
De trivielle kaffe dates, vores evindelige forsøg på at holde et venskab kørende.

En sjælden, men altid heftig og lidenskabelig dans, i et øjebliks beruselse.
Det er som om, vi der glemmer alle omkring os, og de år der rev os fra hinanden.
Bare for en kort stund, er det som om vi igen kan stjæle tid til hinanden.
Men når lyset tændes, og baren lukker, går vi alene hjem med nye erobringer.

Jeg kaster et forsigtigt blik, over min skulder som han tager min hånd.
Dine øjne møder mine, og i et split sekund, der for evigt brænder sig ind i mig står alt klart.
At vi to for evigt er bundet sammen, og aldrig skal forenes som elskere igen.

Natten er så lang, jeg er søvnløs i sengen, og hans åndedræt er tungt.
Københavns pulserende rytmer raser forbi udenfor vinduet.
Kort genkalder jeg din stemme, lugten af din våde hud mandag morgen.
Og din stemme, da du sagde til mig, at vi to altid vil have hinanden at passe på.

Så jeg putter mig ind til ham.

Velvidende at han ikke er dig, og at han ikke kan give mig det du kan.
For jeg er ikke det mig, der var din mere.
Og vi to bliver ikke den store romance, blot en evig undren, over hvad der kunne have været.
Til min tvivl stedes til hvile, elsker jeg dig for evigt.

Hold mig helt tæt, og hvisk mit navn igen og igen. Så jeg ikke svinder bort.
Natten er lang, og sort som var vi forsvundet helt.
Giv mig et minut, og jeg vil kysse dig, så fyrværkeriet i dine øjne lyser rummet op.
Hænderne i mine. Et brændt barn kan vokse sig stort, og jeg kan leve videre med min arrede sjæl.
Det føles rigtigt, du er så langt fra mig. Men du er lige inde i min indre storm.
Vindblæst, men fast står du der, klar med armene åben, til at tage mig i dine og holde mig tæt.

Jeg er skrøbelig, skabt med fager skind og sarte øjne.
Men inde i mig, bruser en krigers blod, der holder min ryg rank.
Hold fast i mig, når stormen raser udenfor. Helt tæt så jeg ikke blæser væk.
For jeg vil holde din hånd, gennem mørket, der opsluger selv et en gang lyst barnesind.

Mine øjne flakker, det er som om du er her hele tiden.
Jeg hjemsøges af dig, midt i ingenting føler jeg dig.

Min hjerne er tom, for ideer og fantasier til nye tekster og eventyr.
Som en anden Burberry zombie, bevæger jeg mig gennem gaden, stille og ubemærket.
Pakket ind, i min trenchcoat, som en anden film noir antihelt.
Kulden der stryger mine kinder. Den tørre luft. Den fortæller mig, at efteråret er på tilbagetog. At vinteren er på vej.
Mine tanker strejfter, den sommer jeg tilbragte, som kold hjerteknuser. Med en drink, i en hånd og et kreditkort i den anden.
En mand spørger mig, om jeg er medlem af en, af de mange humanitære organisationer. Men jeg hører ham ikke.
For jeg er langt væk. I mine tanker, er du lige her ved min side. Med dine fjollede indfald, og altid kysseklare læber.
Der er et mindre forår, inde i mig. Et jeg ikke havde forudset, og ikke kan stoppe.

Jeg tænker på, at jeg er et fejlende menneske. Og med tiden, har lært at fremført mig med samme image.
Et utal af forsømte gode sager, vraget til fordel for endnu en bytur. På samme sted, som ugen før.
Med samme gruppe mennesker, samme outfit, samme drinks og en ny mand at hive med hjem.
Alle de gange, vi har danset til 90′er rap. De kloge ord vi har sagt, når klokken var langt over seks næste morgen.
Du må ikke tage det, som en fallit erklæring. Jeg er bare en smule træt.

Og jeg tænker på, da du lå i min seng. Med dine havblå øjne og historie fortællende hud.
Jeg kan let blive, til en paranoid småforvirret struds. Med hovedet i et jordhul.
Men giv mig lidt tid til, at trække vejret og du vil se, at jeg for det meste får lagt to og to sammen.
jeg har aldrig drømt, om evigt liv eller at gå ud med et brag. Jeg ville bare ønske du var her lige nu.
Her ved mig, så vi sammen kunne glemme tiden, bare for en kort tid.

Jeg er ikke et dårligt, eller småt menneske. Tror jeg da.
I hverdagen rummer jeg mange forskellige mennesker, for ikke at sige eksistenser.
Men til tider graver en bitter 23 årig kvinde sig frem, fra dybet i min smålige afdeling.
For jeg har svært ved, at rumme “Barbie pigerne” fra min gamle folkeskole.

Efterhånden er jeg i en alder, hvor jeg ikke kan skjule, at det er mange år siden jeg forlod folkeskolen.
Det irriterer mig sjældent, næsten aldrig faktisk. Men af og til falder jeg over dem, på facebook ved et tilfælde.
Og der er de her 4-5 piger, der siden folkeskolen bare har kunnet alt.
Du kender dem godt. Og ja jeg ved da godt, at de ikke har haft et liv, helt uden modgang. Men..
*Urgh* det nager mig, at der ikke eksisterer et eneste lille skallet billede, af dem med dårligt hår.Eller en for høj promille.

Vi snakker her ikke om, den type pige der styler sig out of this world.
Vi snakker om en helt anden pige.
Pigen med en let mascara, naturlige kindben og skandinaviske blå krystaller, hvor vi andre har øjne.
Der står hun, i en skov i gud ved hvilket land. For hun rejser verden rundt. Med endnu en, af hendes picture perfect kærester.
Og hun ligner en reklame, for naturlig kildevand.

Jeg er klar over, at jeg slet ikke har noget at brokke mig over.
Ja min krop er ikke 17 årig stram længere. Men jeg kunne jo bare begynde på, at træne igen.. (Seriøst Siri Marie. Gør det!)
Derfor gnaver det alligevel, i mit indre når jeg ser hende. Kæk med sine perfekte bryster, blonde saltvandshår og gyldne glød.
Og her sidder jeg så, i Supreme t-shirt (og den er for stor), vinterbleg hud og bekymrende skrumpende bryster.
Men så har jeg da mine venner, min familie og jeg kan jo bare tage en push-up bh på.

Der er mange ting, jeg burde gøre. Jeg burde stoppe med, at ryge cigaretter. For de er ikke sunde, for mig.
Jeg burde gå i seng, i ordenlig tid. For jo tidligere jeg går i seng, jo tidligere står jeg op.
Jeg brude sortere mit skrald bedre. Ellers er det ganske enkelt ikke fair, at jeg kalder mig miljøbevidst.
Og skal jeg være ærlig, så brude jeg nok ikke være venner med min forhenværende kæreste. Det skræmmer en del potentielle kærester væk.
Jeg burde gå mindre i byen. Det er ikke sundt for hverken min økonomi, sundhed eller mit udseende.
Men.
Når jeg sidder der ude, i den kolde sorte nat. Stille og småfrysende, med en blue camel i hånden. Med stjernerne over mig og roen omkring mig. Der føler jeg en ro. Det er det let, at distancere sig fra verden. For den står alligevel stille nu. Og når jeg snakker, med ham jeg for et år siden var forelsket i. Så minder det mig om, at der er søde og kloge mænd i verden. Og at jeg fortjener lige præsis sådan en mand. En der på papiret, er for god til sådan en som mig. Men i virkeligheden faktisk bare er et ganske almindeligt menneske. Et menneske der ikke siger “tak for turen”, i bussen. Men hvem ved. Måske er han god til, at sorter skrald. Og til jeg finder ham, til jeg føler for det eller bare til det af en eller anden grund giver mening. Der vil jeg fortsætte med, at gå i byen med alle mine dejlige venner. For de husker mig altid på, at det i grunden er fantastisk bare at være sig selv. Så kommer resten nok en anden dag.

Jeg er flygtet, fra Århus. Ud under den høje, åbne himmel. Hjem til lille smukke Alling. Her er bare det hele. Far, mor og deres to fælles børn. Og nej jeg taler ikke, om katte familien. Sådan går aftnerne, med film, slik og hygge i sofaen. Og skulle det ske, at man blunder lidt er det da bare helt i orden. Jeg tager mig selv i, at føle mig oprigtigt tryg. For selvom kærester kommer og går, uddannelses livet til tider ter sig og det evindelige faktum, at selv mænd med stærke kæber kan være vatnisser. Så har vi hinanden.  Jeg glemte dem næsten. For bare et år siden, var jeg så optaget, af mig og min giraf, at jeg faktisk ikke rigtig tænkte over dem. Men her er de jo. Med deres samme gamle humor, hang til et glas rødvin og en smøg og svipture til vandet. Og lige nu, er det lige hvad jeg har brug for.

Når jeg betragter mit eget lille, men efter min egen mening rummelige, hverdags jeg. Konkluderer jeg, for det meste det samme. Jeg er sgu go nok. Ja, der er da svipsere. Jeg har det med, at smide mine skodder, på strøget. Og jeg undskylder det med, at der også skal være noget at lave, for de kommunale arbejdere. Til gengæld, siger jeg altid “tak for turen! Hav en god dag”, til buschaufføren. Jeg køber økologisk. Men jeg betaler ikke, til et af de der sultende, tørstende og forældreløse børn. Til gengæld, er jeg god ved mine venner. Tror jeg da. Alt i alt, er jeg nok et gennemsnitligt, dødeligt menneske. Der som så mange andre, bare gerne vil elskes. Og opfattes nogenlunde tiltrækkende. Og for alt i verden ikke afsløres i, at trykke på pantknappen. I stedet, for den der støtter red barnet.

Men jeg har svært ved, at tilgive. Jeg ville ønske, at jeg evnede det. Men det skærer i mig, skriger “LAD VÆRE”. Hver evig eneste gang. Det omhandler ikke så meget, de der gør mig ondt. Men sårer du en jeg holder af, så kan jeg, selvom jeg gerne vil, ikke tilgive det. Det kan være eks kærester, til veninder, der for længe siden er videre. Med nye eventyr og filejser. Men derfor, er du stadig i min lille sorte bog. Den slipper man nemlig ikke lige sådan ud af. Jeg tror faktisk aldrig, nogen er sluppet ud af den.

Det er ikke fordi, jeg i hverdagen er harm, bitter og indebrændt. Jeg har det fint. Jeg undskylder, når jeg går ind i andre. Og er sjældent uvenner, med mine venner. Jeg formår endda, at være venner med mine egne ekser. Eller hvert fald, på civiliseret-vinke-med-et-smil-basis. Men død og kritte! Hvis du gør mine nærmeste ked af det. Så hverken slår, eller råber jeg. Men af en eller anden grund, som jeg ikke rigtig kan styre. Er der en lille stemme, inde i mig. Og den siger, at du fra og med nu, ikke er velkommen, til min ladefest. Måske er det i virkeligheden, fordi jeg bare gerne vil passe på dem jeg elsker. Det vil jeg i hvert fald bilde mig selv ind. Og så i seng, med en tro på, at jeg er god nok.

Men måske jeg en dag, kunne blive et rigtig stort menneske. Et der favner alle.

Det er sommer, i byen hvor alting kan ske. Hjerter hamrer, på Marselisborgalle. Du er der ude, med hovedet på skrå. Ventende på mig, selv da himlen bliver grå. Du kan vente der længe, for jeg er min egen. Og finder skønne mænd, der skal kysses på vejen. Men før eller siden, bliver verden kold. Min sommer i dur, bliver til vinter i mol. Der finder jeg dig, og holder dig helt tæt. Vores hjerter slår i takt, skønt verden er træt. Men når sommeren vender tilbage, er jeg atter væk. Du må derfor, ikke elske mig. Jeg er blot en fugl, på træk!